Tiden er en altafgørende faktor

Jo længere tid der går, jo sværere er det at hjælpe et barn på fode igen, der har været udsat for overgreb eller omsorgssvigt. Derfor er det vigtigt at gribe ind så tidligt som muligt.

Mange spørgsmål kan nage og rumstere, mens man overvejer, om kommunen skal underrettes om et barn, der viser tegn på mulig omsorgssvigt. Skader det mere, end det gavner? Bliver forældrene vrede? Mister barnet tilliden til mig? Men børne- og ungdomspsykiater Hanne Børner er ikke i tvivl. Fagpersoner tæt på børnene skal altid reagere på de tegn, de ser.

”Når børn oplever problemer i hjemmet, viser det sig på forskellig vis. Nogen reagerer med vrede og aggressioner, mens andre bliver indesluttede eller får hovedpine og ondt i maven. Fælles for børnene er, at de har det meget pinefuldt. Og hvis de ikke får hjælp, risikerer de at udvikle alvorlige adfærdsforstyrrelser på længere sigt,” siger Hanne Børner.

Som centerchef for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Glostrup og konsulent i Ankestyrelsen møder Hanne Børner ofte børn, der først er kommet i behandling efter gentagende underretninger. Derfor understreger hun, at det er vigtigt, at fagpersoner tager signalerne alvorligt og fortsætter med at underrette, også selv om der ikke kommer noget ud af det i første omgang.

”Jo længere tid der går, jo mere låser de uhensigtsmæssige symptomer sig fast, og jo vanskeligere er det at hjælpe barnet tilbage til en normal udvikling. I værste fald får børnene ødelagt evnen til at indgå i nære relationer, de får svært ved at passe et arbejde som voksne og svært ved at tage vare på deres egne børn. Så det er et stort svigt over for et barn, hvis man ikke går videre med de tegn, man oplever.”

Del observationerne med andre
I første omgang råder Hanne Børner til, at man som lærer, pædagog eller sundhedsplejerske deler sine observationer og overvejelser med en kollega eller leder. For det er svære sager at gå og tumle med alene, og man kommer nemt i tvivl, om det nu også er så slemt, som ens fornemmelse siger.

”Det er naturligt, at man gør sig mange tanker, inden man underretter kommunen. Men man må ikke lade sig holde tilbage af frygten for konsekvenserne. Det kan godt være, at forældrene bliver vrede og flytter barnet til en anden skole, og det kan også være, barnet føler sig svigtet. Men den risiko må man løbe. Når alt kommer til alt, kan man ikke selv erstatte de forældrerelationer, som barnet mangler, og det er et endnu større svigt ikke at handle.”

Hanne Børner anbefaler, at man forsøger at bevare barnets tillid ved at orientere om, hvad man gør og hvorfor. Og fortæller, hvorfor barnet stadig kan regne med en. Hun lægger samtidig vægt på, at en underretning langt fra er ensbetydende med, at barnet bliver fjernet fra hjemmet.

”Det kan lige så vel resultere i, at familien får praktisk hjælp og støtte til at fungere bedre. At barnet får nogle psykologsamtaler og måske kommer i en gruppe med andre børn i samme situation. Børns normale udvikling kræver, at de går i skole, har kammerater og får kærlighed. Mens det skader dem både nu og her samt videre i livet, hvis de hele tiden er bange, kede af det eller står med hele ansvaret for hjemmet.”