logo

kampagnefilm

Loading...

Skole og sundhedsplejerske underretter om mistrivsel

Skole og sundhedsplejerske underretter til kommunen
Sagen handler om en familie med et par tvillingedrenge på 9 år. Kommunen kom første gang i kontakt med familien i forbindelse med, at drengenes skole indstillede dem til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i december måned. Februar året efter underrettede sundhedsplejersken til kommunen om, at drengene i forbindelse med den almindelige skoleundersøgelse havde oplyst, at faderen slog moderen og var hård mod drengene. I marts måned underrettede drengenes skole om drengenes udadreagerende og voldelige adfærd.

Ophold på familieinstitution
Samme måned tog kommunen kontakt til familien. I forbindelse med en § 50 undersøgelse fik familien tilbudt ophold på familieinstitution.

I juni måned blev hele familien indskrevet på familieinstitution for at afklare problematikken i familien og forældrenes kompetencer, bl.a. deres evne til at udvikle forældrekompetence i forhold til drengene. Efter 3 måneders ophold på familieinstitutionen var konklusionen, at forældrenes indbyrdes forhold var præget af en manglende respekt. Det førte til grænseoverskridende og voldelig adfærd, der smittede af på drengene. Forældrene havde derudover svært ved at samarbejde om at etablere rammer, hvor de i fællesskab kunne agere som forældre

Psykologisk undersøgelse
Begge drenge blev efterfølgende psykologisk undersøgt. Undersøgelsen tegnede et billede af et par normalt begavede drenge med nogle vanskeligheder, særligt inden for den sociale forståelse. Begge drenge havde stort behov for at få tydeliggjort sociale rammer og blive kærligt og respektfuldt behandlet. Dette behov kunne familien ikke dække, selv ikke med støtte.
Drengene blev efterfølgende anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

Hvad er en § 50-undersøgelse?

Inden en kommune træffer en afgørelse om, hvordan barnet skal hjælpes, skal kommunen gennemføre en såkaldt § 50-undersøgelse. Navnet på undersøgelsen henviser til Servicelovens §§ 50 og 51. Der skal i undersøgelsen anlægges en helhedsbetragtning.

Læs mere om § 50-undersøgelsen på FAQ’en. Her får du også svar på en række andre spørgsmål om underretning.